McDonald's Haverslev - Nørager

Tove L.

Virkelig dejligt sted, hvor man også kan få tanket og gå en tur med hunden!

tim C.

Elendigt!!! Venter en hel time på at få vores mad? Så det koldt. Klammeste mad jeg nogensinde har fået. Over 300kr for det væreste skrammel med utrolig lang ventetid.

Ketil L.

Føj… Slattent mad, ulækre toiletter, gulvet mindede mest om en skøjtebane så fedtet var det, borde blev ikke tørret af etc etc Virkelig sløjt af McD. At man så kommer ud til en hilsen fra p-vagten efter et kort besøg på McD Haverslev, gør bare besøget endnu mere “ulækkert”. Kommer her aldrig igen..

stig G.

Jeg har sjældent set sådan en agressiv overvågning af sit parkeringsområde som der bliver udvist af p firma som giver billister bøder for at glemme at sætte p skiven mens de spiser på Mac D. Ps jeg fik ikke selv en men det var det mange der gør hver dag

Emma I.

Jeg har sjældent oplevet så ringe service som på McDonald’s men i Haverslev, Virker det som om, der slet ikke er styr på noget som helst. Vi ventede længe på maden, og da vi endelig fik posen, manglede der mine nuggets – hvilket var en af hovedtingene, jeg havde glædet mig til.

Som om det ikke var nok, fik vi den forkerte størrelse milkshake i stedet for den store vanilje, vi havde bestilt og betalt for. Der blev heller ikke givet nogen undskyldning, og personalet virkede mest af alt forvirrede og ligeglade.

Hvis man ikke engang kan få en simpel ordre korrekt hos en fastfoodkæde, er det altså skuffende. Jeg kommer i hvert fald ikke tilbage foreløbig. Stram op, McDonald’s Haverslev.

Morten H.

Burgeren var lidt splat. De havde ikke mere Jurassic legetøj til happy meals og bordene blev ikke løbende tørret af. Skraldespande var også fyldt til randen. Jeg ved godt at det var lørdag aften, men det var lidt nusset.
De var dog meget hurtige til at få lavet maden

Christian J.

Der var engang, hvor et besøg på McDonald’s ikke bare handlede om fastfood – det var en oplevelse. I 1980’erne og 1990’erne føltes McDonald’s som en forlystelsespark for børn og en tilflugtssted for familier. Dengang blev man mødt af farverige vægmalerier, glade medarbejdere og ikke mindst duften af pommes frites og varme burgere, der hang i luften som et løfte om lykke.

Børn stormede ind for at få fingrene i Happy Meals, ikke kun for maden, men for det lille stykke legetøj, der ofte blev en skattet skat. Maskotten Ronald McDonald, sammen med Grimace og Hamburglar, prydede væggene, skærmene og undertiden selv de levende events, der fik børn til at tabe både kæbe og milkshake.

Indretningen var alt andet end steril: røde og gule farver, plastikborde med karakterer på, og ikke mindst legeområder – nogle med små rutschebaner og klatrebure. McDonald’s var ikke et sted, man spiste og gik – det var et sted, man blev. Et frirum for fantasien og barndommens umiddelbare glæder.

Service var enkelt, venligt og ikke teknologisk. Ingen touchskærme eller QR-koder – bare smil, menuer med billeder og følelsen af at være gæst, ikke kunde.

Konklusion:
McDonald’s anno 1980-1990 var mere end et måltid – det var en barndomserindring. En tid, hvor det legende og farverige ikke blev skåret væk i jagten på moderne minimalisme. Det var trygt, sjovt og lidt magisk. Man gik derfra med ketchup på fingrene og et smil i hjertet.

Anne-mette R.

Sur medarbejder der ikke vidste hvor maden skulle hen og havde selv henvist mig til ventezonen. Så måtte ringe ind og spørge hvor maden blev af, da jeg ikke er mobil. Da maden endelig kom, diskuterede hun om hvorfor jeg ringede og som ekstra hygge, var der ingen servietter. Gør nok heller ikke noget, når ketchuppen også udeblev.