TSM7856
Hotel Røde Kro føles som at træde ind i en tidslomme, og man lander med et bump midt i 70’erne. Tjenerne er klædt i fuldt skrud og gør deres bedste for at ramme noget, der minder om storhed – men det hele minder mest om en gallamiddag på en Molslinjen fra før EU. Tunge duge, endnu tungere retter og et lyseblåt gulvtæppe, der generøst delte statisk elektricitet og frisurer ud, hver gang vi krummede tæerne under bordet.||Menukortet? En nostalgisk march af klassikere, toppet med "Kong Frederiks Livret" – med hakkede løg, rødbeder og æg. Hvilken Frederik der har lagt navn til det kulinariske sammensurium, vides ikke, men man tvivler på, det var med godkendelse fra en større privat bolig i midten af Amaliegade. Det smagte mest af en kantineret med krone på. Til gengæld var VESTAS-folkene ved nabobordet glade – og det er trods alt dem, der holder kroen i gang på en onsdag.||Aftenens mest mindeværdige øjeblik kom, da den unge tjener ville skænke vin. Hun kiggede lidt nervøst på flasken og sagde: “Jeg håber ikke, der er kork i,” mens hun skruede metaldækslet af en tysk hvidvin. Faglighed? Lad os kalde det... under udvikling. Men hun var sød, serverede med et smil og skiftede flittigt mellem højre og venstre, så ingen kunne klage over særbehandling. Da vi ville betale, måtte vi en tur ud i køkkenet for at hente hende – hun stod midt i en livlig diskussion med kokken om det kommende halbal.||Alt i alt en oplevelse. Ikke nødvendigvis for ganen – men helt klart for mindebogen.
